Behandling af øjenkatar/blefaritis

2021-03-03

Øjenkatar (blefaritis)

Hvad er øjenkatar og hvordan opstår det?

Øjenkatar skyldes ofte (aldersbetinget) nedsat funktion af øjenlågenes oliekirtler, som sidder i øjenlågene ved øjenvipperne, og som sørger for smøring af øjet hver gang du blinker.

Man kan dog også få øjenkatar ved samtidig eksemsygdom, allergi, nedsat immunforsvar, diabetes eller efter en langvarig øjenbetændelse.

Lidelsen er meget almindelig og forekommer i alle aldersgrupper, men oftest hos ældre. Den er ufarlig, men temmelig generende.

Rygning øger risiko for øjenkatar.

Hvad er symptomerne?

Når øjnene mangler 'god oliesmøring' kommer symptomerne:

svie/brænden, øjenirritation, kløe og tåreflod. Der kan være læsebesvær p.g.a. tåreflod, eller der kan være en "hinde" for øjnene. Hinden kommer især ved læsning, TV-kigning eller pc-arbejde. Øjenlågskanterne er ofte røde og hævede og kan være dækket af skæl eller "søvn". Ofte danner øjnene slimklatter eller slimtråde, og øjenlågene kan virke sammenklistrede om morgenen. Antibiotiske øjendråber eller øjensalve har en kortvarig lindrende effekt, men tilstanden er som regel tilbagevendende.

Hvilken behandling?

Øjenkatar er som regel en langvarig eller kronisk tilstand, som kræver at man passer og plejer sine øjenvipper og øjenlågskanter omhyggeligt hver dag.

Behandlingen består af øjenvippevask og -massage (cilietoilette) flere gange daglig samt evt. blødgørende salve og nogle gange øjenmedicin.

I særligt genstridige tilfælde kan man supplere øjenvippevask med varme omslag eller en varmemaske 10 minutter (købes f.eks. på nettet eller via klinikken, spørg personalet).

  • Vask hænder før og efter behandlingen
  • Øjenlågskanter og øjenvipper rengøres med varmt vandhanevand på vatrondeller (bruges normalt til fjernelse af øjenmake-up, købes i almindelige supermarkeder).
  • Først 'opvarmes' 'øjenlågene ved at holde de varme vatrondeller mod de lukkede øjne 5-10 sekunder.
  • Herefter gnubbes og masseres øjenlågskanterne grundigt med vatrondellerne, så al 'søvn', skæl og slimtråde fjernes.
  • Der skal ofte gnides en del, både på ØVRE og NEDRE øjenlågskant (der hvor vipperne sidder fast).
  • Øjenvipperne skal vaskes helt rene hver gang.
  • Indtørrede skorper kan blødes op ved at smøre øjenlågskanten med neutral øjensalve (håndkøb på apoteket) eller almindelig vaseline 5 minutter før vask.
  • Hvis lægen har ordineret øjensalve eller øjendråber, anvendes dette efter vippevasken.
  • Fast øjenmedicin er sjældent nødvendig. Kunstige tårer kan bruges et par gange om dagen efter behov, men ofte virker det ligeså godt at vaske en gang mere.

Hvor ofte skal behandlingen foretages?

Behandlingen skal som minimum foretages morgen og aften. Ved genstridige tilfælde også midt på dagen eller efter behov.

Det er normalt, at øjnene kan svie en del lige efter behandlingen, især i starten. Det bedres som regel efter et par uger.

Fast øjenvippevask holder vanligvis øjenkataren i ave, men hvis man stopper med at vaske, kommer kataren som regel igen.