Ordet ”grøn stær” betegner ikke en enkelt sygdom men er en samlet betegnelse for flere forskellige sygdomme, der forårsager typiske forandringer i øjets synsnerve.

Den hyppigste form for grøn stær er en snigende øjensygdom, som oftest optræder efter 60 års alderen og giver ikke symptomer, før den er langt fremskreden. Der er en vis arvelighed og derfor anbefales børn af patienter med grøn stær at gå til øjenlægen efter 40 års alderen.
Der foretages almindelig øjenundersøgelse samt synsfeltundersøgelse med jævne mellemrum.

Når man har grøn stær er målet at sænke trykket for at forhindre yderligere nervetrådsskade. Jo mere skadet synsnerven er, desto lavere bør øjentrykket helst være. Behandlingen er for de åbentvinklede typer grøn stær livslang, mens den lukketvinklet type i mange tilfælde kan kureres med laser. Synstab pga. henfaldne synsnervetråde kan ikke genskabes. Det er derfor vigtigt, at sygdommen opdages og behandles så tidligt så muligt. Man bør undersøges af en øjenlæge, hvis man har mistanke om, at man er ved at udvikle grøn stær.